............... .. .....

 

Startside Denne artikel er senest opdateret april 2024

Kan landskildpadder svømme?

Nogle landskildpadder kan ihvertfald svømme! Da jeg for over 60 år siden som lille dreng fik min første græske landskildpadde, skulle jeg selvfølgelig i min også dengang barnlige tilgang til tingene lige prøve, om den kunne svømme ligesom andre dyr. Ved mine forældres sommerhus var der et vandløb (ferskvand), hvor den ikke kunne bunde. Her satte jeg den forsigtigt ud. Den kunne svømme! Den svømmede "hundesvømning" ligesom andre firbenede dyr. Den lå dybt i vandet med halsen helt udstrakt lodret op af vandet med hovedet lige akkurat over vandoverfladen ligesom at periskop.

Det fortælles jo til stadighed, at alle firbenede dyr kan svømme "hundesvømning". Det ser også ud til at gælde landskildpadder!

I april måned 2009 så Jan og jeg en græsk landskildpadde Testudo hermanni boettgeri svømme i et forårsoversvømmet område i Kalodiki i Grækenland. Den blev skræmt ud i oversvømmelsen, fordi vi forstyrrede freden, da vi kom ind i området med fotoapparater, mv.

Vi tager det lige i 5 trin

1.Trin

"Nu var der lige så fredeligt her ved vandet, og så bliver man forstyrret af et par tobenede kæmper!"

2.Trin

Hurtig panik ud i oversvømmelsen!

3.Trin

Zigzag længere ud i vandet.

4.Trin

"Er de 2-benede der endnu? Ja, for søren, jeg må længere ud!"

5. Trin

"Her kan de bare ikke nå mig!" Skildpadden kan ikke længere bunde, og den svømmer nu hundesvømning.

Hændelse i Makedonien

I april 2012 var Jan og jeg i Makedonien (KUGs Balkantour 2912), og vi så her en græsk landskildpadde krydse et smeltevandløb. Se herunder.

Græsk landskildpadde afmarcherer den grusede flodbred.
Hør, skildpaden er da på vej ud i floden her?
Så er det bare med at bruge benene. Strømmen er meget stærk her! Og du kan nok ikke bunde hele vejen.
Op på den modsatte bred og hurtigt videre. Ingen behov for hvilepauser her!

Ung græsk landskildpadde krydser vandløb i KUG-dalen i Makedonien

En ung græsk landskildpadde ville over på den anden side af det lille vandløb i KUG-dalen. Det kom den let.

På Sardinien skræmte Thomas og jeg en græsk landskildpadde af vestarten (Testudo hermanni hermanni) på en søbred. Da KUG begyndte at fotografere dyret, løb skildpadden pludselig ud i søen og begyndte at svømme væk. Thomas forbarmede sig over den og løb efter den ud i vandet med skoene på. Han tog den forsigtigt og satte den ind på bredden igen. Men den var helt bestemt svømmet i land af sig selv, hvis vi bare var gået vores vej.

En kløft snævrede dalen ind, så denne biotop i Serbien var på et sted kun 15-20 meter bred. På det smalle sted løb en lille bæk tværs over bunden og delte biotopen tværs over. Dette gjorde ikke indtryk på de græske landskildpadder, der bare vandrede gennem vandløbet uden at sætte gangtempoet ned!

Man kan altså roligt gå ud fra, at græske landskildpadder ikke er bange for vand. Jeg har ingen personlige "svømmeerfaringer" med andre landskildpaddearter end græsk landskildpadde.

Christine Dworschak i Wien har anlagt en bred voldgrav rundt om sit landskildpaddeanlæg for europæiske landskildpadder. Dette var ment som indhegning af anlægget. Hun har observeret enkelte græske landskildpadder svømme tværs over voldgraven, for at komme over på den anden side.

Billedet til venstre viser en græsk landskildpadde, der langsomt svømmer over voldgraven. Foto Christine Dworschak

Horst Köhler beretter, at han under ophold på Zanzibar af derværende herpetologer fik fortalt, at de omkring 100 Aldabra kæmpeskildpadder, der bebor den lille ø Changoo Island (Fængselsøen) ud for Zanzibar, faktisk svømmer ret tit.

Det sker, når havvandet trænger ind i øens mange indskæringer og oversvømmer store arealer.

Han beretter også, at den 14. december 2004 kravlede en Aldabra landskildpadde Dipsochelys dussumieri i land nær ved Daar es Salaam i Østafrika.

Det blev fastslået, at den havde svømmet/drevet 740 km fra Aldabra atollen og ikke fra den nærmere liggende Changuu Island. Den var 77 cm lang og 74 cm bred. Den vejede 25 kg.

På billedet til venstre ses den Aldabraskildpadde, der åbenbart har flydt mindst 460 miles i havet. Lige fra øen Aldabra til Tanzanias kyst.

De hvide genstande på skildpaddens ben er rurer, som er store nok til at kunne påvise, at at skildpadden har ligget i havvand i mere end en månd.

Foto: Catharine Joynson-Hicks.

 

 

 

En Aldabraskildpadde ses her svømmende til søs i Grande Passe, hovedkanalen mellem øerne her. Den svømmedede ialt 740 km for at nå over til den næste ø!

Mon ikke de fleste landskildpaddearter i et vist omfang kan svømme? En af teorierne bag skildpaddernes koloniseringer af øer langt ude på oceanerne er jo netop den, at landskildpadder kan svømme/flyde. På nettet har jeg fundet en del videoer af Aldebralandskildpadder Geochelone gigantea, der svømmer.

Men bemærk, at jeg i min barndom satte skildpadden ud i vandet under anvendelse af den største forsigtighed. Den græske landskildpadde på billederne fra Kalodiki ovenover løb selv ud i vandet, da den så de store cykloper (Jan og Otto) nærme sig. Her var der tale om en oversvømmelse, og det vil jo tillige sige, at bredden skrånede meget svagt.

Hvordan det forholder sig, hvis skildpadden falder /dumper ned i vand, og skal starte kampen mod vandet med at synke mere eller mindre dybt ned i det, er måske en anden historie.

Så hvis du laver et bassin i dit frilandsanlæg, så sørg hellere for, at vanddybden er så lav, at skildpadden kan bunde, eller sørg for en bred og lav overgang/sumpzone, så skildpadderne ikke ender ulykkeligt, hvis de jager hinanden ud i vandet!

Bernd Wolff oplyser, at en del herpetologer har oplevet landskildpadder krydse vandløb ved at gå under vandet på bunden fra den ene bred til den anden! Man mener, at denne modige adfærd skyldes skildpaddernes lokalkendskab.

 

 

Startside